Referat af Generalforsamlingen 2008- torsdag d. 8. maj 2008
(21. maj 2008)
Dirigent: Birgitte Rasmussen
Referent: Hans Peter Stryger, Psykiatrisk Center Gentofte
Inden igangsættelse af generalforsamlingen, gjorde formand Mark Theilmann opmærksom på at den skriftlige indkaldelse til medlemmerne af FppF ikke var sket rettidigt og at generalforsamlingen derfor kunne aflyses, hvis der var tilstedeværende der ønskede dette. Der var ingen indsigelser mod fortsættelsen af generalforsamlingen, hvorfor denne blev påbegyndt.
Godkendelse af dagsorden: Blev godkendt.
Bestyrelsens Beretning: Blev godkendt.
For at læse beretningen i sin helhed, klik
her.
Kommentarer til beretningen: Der sker mange ting indenfor vores område lige nu og det blev nævnt at det var vigtigt at holde øje med udviklingen i Holland, hvor der laves en del forskning og igangsætning af tiltag indenfor psykiatrisk fysioterapi. Dette kom frem i forbindelse med formandens besøg til 2. internationale konference i psykiatrisk og psykosomatisk fysioterapi i Bergen. Der blev kommenteret en del på antallet af hits på hjemmesiden, der er steget med over 100 % siden sidste år, nogen klar forklaring på dette kom ikke frem, men man forklarede det med at der var flere links til hjemmesiden i de breve der blev udsendt pr. mail til medlemmerne. Stor tilfredshed med bestyrelsens arbejde generelt. Der blev nævnt at bestyrelsen måske burde overveje deltagerantallet på de udbudte kurser, således at der blev plads til flere, men der var også nogle logistiske overvejelser omkring dette.
Regnskabet: Blev godkendt.
Ønskes yderligere information, kan bestyrelsen kontaktes.
Valg til bestyrelsen:Susanne Sternberg, Aalborg Psykiatrisk Sygehus, blev valgt ind som nyt medlem
Hanne Dahl, Augustenborg, fortsætter på andet år.
Henriette Jensen, Psykiatrisk Center Glostrup, blev valgt ind som nyt medlem.
Mark Theilmann er formand for bestyrelsen og fortsat medlem.
Camilla Plænge Schjødt, Slotsvænget i Lyngby fortsætter på andet år.
Pernille Trondhjem, Vejle, fortsætter sit andet år
Tanja Johnsen fortsætter på andet år.
Hanne Trondhjem blev godkendt til kasserer for FppF til trods hun ikke er medlem, men Pernille Trondhjem er hendes datter og vil således holde øje med at kassen stemmer.
I alt 7 medlemmer af bestyrelsen er der nu og denne er beslutningsdygtig. Der manglede 2 suppleanter til bestyrelsen, 2 meldte sig frivilligt og blev valgt med fuldt flertal for en 2-årig periode:
Hans P. Stryger, Psykiatrisk Center Gentofte
Karen Krogh-Nielsen, Kolding Sygehus Psykiatrisk Afdeling.
Velkommen.
Valg af revisor:Der blev efter gennemgang af regnskab, diskuteret hvad arbejdet indebar og derefter meldte Anne Marie Rolskov fra Daghus Viborg sig og blev valgt med fuldt flertal. Tak for det.
Indkomne forslag til dagsorden eller debat:Ingen forslag.
Kontingent:Trods sidste års overvejelser om at øge kontingentet fra 300 kr. årligt til 350 kr. årligt, var dette ikke aktuelt da årsregnskabet var i balance. Kontingent til FppF er derfor fortsat 300 kr. årligt.
Næste års Psykfys seminar:Riskkov har meddelt at de gerne vil afholde seminaret til næste år, det blev modtaget med stor glæde.
Evaluering af dette års seminar:Der var stor tilfredshed med både rammerne, maden og oplæggene. Der havde været nogle meget fine rundbordsdiskussioner, hvor forskellige forslag til kurser og andre ting blev flittigt diskuteret. Der var stor applaus til foredragsholder Anne Gretland for hendes præsentation af hendes arbejde med det relationelle menneske. Det var meget interessant og hun fik vin og chokolade som tak for hendes præsentation.
Evt.:D. 16. maj skal formand Mark Theilmann og Susanne Sternberg til møde med Johnny Kuhr omkring videreudvikling af FppF, hvor der bl.a. skal diskuteres økonomi og vidensudvikling.
Der er en kongres om håndtering af kronisk smerte i Århus d. 20-21. maj, der er gratis at deltage i, læs mere
her.
Ordstyrer takkede for god ro og orden.
Redigeret af : Hans Stryger, 02.09.2011
Til top