
DEMO-studiet
(13. maj 2006)
Effekten af fysisk aktivitet på motion har kun været undersøgt i mindre studier. Derfor er der blevet etableret et større studie, kaldet DEMO-studiet, med det formål at studere sammenhængen mellem depression og motion. Linda Kahr Andersen er fysioterapeut og tilknyttet studiet, og vi har stillet hende en række spørgsmål om studiet og dets foreløbige resultater.
Hvad er formålet med undersøgelsen?
DEMO projektet er en videnskabelig undersøgelse af effekten af motion på milde til moderate depressioner. Deltagerne i projektet randomiseres til enten styrketræning, udholdenheds træning eller ”velvære/afspænding”, og der undersøges for signifikante forskelle i effekten af disse tre former for træning.
Hvor finder undersøgelsen sted?
DEMO projektet er et forskningssamarbejde mellem Psykiatrisk afdeling, Bispebjerg Hospital og Center for Muskelforskning, Rigshospitalet. Selve træningen foregår på Reva centret, Tagensvej i København.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Deltagerne henvises til projektet fra praktiserende læge, psykiater eller psykolog.
Opfylder deltagerne DEMO projektets inklusions kriterier (alder, bopæl, grad af depression m.m) randomiseres de til styrketræning, udholdenheds træning eller ”velvære/afspænding”.
Træningsforløbet er 4 måneder. Der trænes to gange om ugen af 1½ times varighed. Træningen består foruden den specifikke træning af fælles opvarmning og afsluttende stræk øvelser. Hver deltager får lavet et individuelt træningsprogram, der tilpasses deltagerens træningsniveau.
Før og efter de 4 måneders træning indkaldes deltagerne til interview, konditionstest og blodprøver. Et år efter opstart i projektet indkaldes deltagerne til interview og konditionstest.
Hvor mange patienter deltager?
I DEMO projektet er der løbende opstart af nye deltagere frem til 1. juli 2006. På nuværende tidspunkt er 150 patienter inkluderet i undersøgelsen.
Hvad er din rolle i undersøgelsen?
Vi er to fysioterapeuter ansat på projektet, og vores opgaver er alsidige.
Dels varetager vi selve træningen af deltagerne i styrketræning, konditionstræning og ”velvære/afspænding”. Desuden har vi ansvar for konditionstest og blodprøver ved opstart i projektet, efter 4 måneder og efter 1 år.
Vi har desuden mange administrative opgaver med indkaldelse af patienter, planlægning af testtider, klargøring af test osv.
Hvad søger i efter i blodprøverne?
Vi kigger på en lang række kemiske stoffer i deltagernes blod, som menes at have betydning for depression. Her tænker jeg på stoffer som cortisol, adrenalin, noradrenalin, Il-6, prolactin m.m.
Desuden bliver der mere og mere fokus på sammenhængen mellem depression og livstilssygdomme. Indlysende nok idet mange deprimerede mennesker er inaktive og ofte spiser for dårligt. I den forbindelse ser vi også på forsellige lipider, insulin, glukose m.m. Viser undersøgelsen, at en af de tre træningsgrupper udviser signifikant bedring i depressionen i forhold til de andre grupper, kan svaret evt. findes i blodprøverne. Psykologiske og sociale faktorer burde være ens for de tre grupper.
Nogle af blodprøve analyserne er allerede foretaget. Andre prøver er frosset ned og analyseres når der er tid og økonomiske midler til det.
Kan du sige noget om hvad I indtil videre har fundet ud af?
Meget tyder på, at de fleste deltagere i projektet oplever en forbedring i depressionen i løbet af de 4 måneders træning. Det er for tidligt på nuværende tidspunkt at forklare denne forbedring, men forhåbentlig vil undersøgelsen afklare dette.
Hvilke perspektiver ser du i undersøgelsen?
Demo projektet danner grundlag for gode og relevante erfaringer i forhold til træning af mennesker med depression. Erfaringer jeg finder vigtige, idet vi som fysioterapeuter ofte møder denne målgruppe ude i praksis.
At projektet ligeledes skaber videnskabelig grundlag for valg af træningsform er brugbart for mange bl.a. fysioterapeuter der arbejder i psykiatrien.
Afhængig af projektets konklusioner kan motion muligvis få en mere fremtrædende rolle i den fremtidige behandling og forebyggelse af depressioner, fx som en del af ”motion på recept”.
Hvor og hvornår kan man læse mere om undersøgelsen?
De endelige konklusioner og data foreligger i slutningen af 2007, og bliver sandsynligvis publiceret i en eller anden form. Indtil da kan man læse mere om projektet på vores hjemmeside
www.demostudiet.dk DEMO-studiets hjemmeside
Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009
Til top