Kroppens selv-følge

Sammenhænge mellem udvikling af krops- og selvfornemmelse: Eksamensopgave i udvikling og personlighedspsykologi, modulnr. 30090202, CVU Fyn

Udarbejdet af Lone Sørensen og Lone Katballe, januar 2003


1.0. Indledning

Vi er 2 fysioterapeuter, som henholdsvis arbejder med udviklingshæmmede børn (L.S.) og voksne psykiatriske patienter (L.K.), og begge derudover fungerer som kliniske undervisere for fysioterapeutstuderende i praktik på vores arbejdspladser.

I vores dagligdag samarbejder vi med mange forskellige faggrupper, og vi møder patienter og børn med vidt forskellige problemer. Når vi skal formidle vores faglige synspunkter, støder vi ofte ind i den klassiske uudtalte diskussion om, hvorvidt sjæl og krop – psyke og soma – forstås som integrerede eller adskilte størrelser.

Det kommer f.eks. til udtryk i de tværfaglige teams, hvor vi med vores faglighed opfatter den kropslige indgangsvinkel som værende af betydning for patientens / barnets evne til at fungere i hverdagen. Her kan vi dog opleve, at den opfattelse ikke deles af vores samarbejdspartnere, hvilket dog også kan skyldes, at vi har hvert vores fagsprog, og derfor har svært ved at forstå hinanden.

Vores praktiske erfaring siger os, at patientens og barnets fornemmelse for egen krop har betydning for, hvordan de har det i forhold til sig selv og hvordan de klarer sig i deres hverdag. Ofte handler det om, at de ikke mærker sig selv særlig tydeligt eller oplever en nedsat kontrol over sig selv kropsligt. Vores tanke er, at det kan hænge sammen med f.eks. den utryghed og de problemer med at omgås andre, vi ser hos den enkelte. Desuden ser vi også en mulig gensidig påvirkning, når patienten/barnet oplever en fremgang kropsligt, og der samtidig spores fremskridt på det intra- og interpersonelle område.

For at få en større forståelse af og viden om en mulig sammenhæng mellem krop og sjæl, har vi behov for en større teoretisk ballast, hvilket også kunne bidrage til, at vi bedre kan argumentere for og formidle vores faglige budskab med begreber, som er forståelige for andre.

Dette vil kunne bruges i det tværfaglige samarbejde og i samarbejdet med patienten / barnet, som et fælles sprog og et redskab til at afdække og udforske de mulige sammenhænge mellem kropslige fornemmelser og opfattelsen af selvet.

1.1. Problemformulering

Hvordan kan vi forstå sammenhængen mellem udviklingen af kropsfornemmelse og selvfornemmelse belyst udfra en case?


1.2. Definitioner

• Kropsfornemmelse: Refererer til fornemmelser af egen krop og dens funktion (f.eks. respirationen, muskulære spændingstilstande, bevægelser og stillinger) - såvel bevidst som ubevidst.
• Selvfornemmelse: En fornemmelse af sig selv i verden; i forhold til sig selv og andre / samfundet - såvel bevidst som ubevidst.
• Udvikling: I denne sammenhæng forstås begrebet som en stadig voksende akkumulering af fornemmelser af selv og krop.
  
  

1.3. Plan for opgaven
 
I vores teoriafsnit inddrager vi Stern’s (2000) udviklingspsykologiske indgangsvinkel og Giddens’ sociologiske perspektiv (1996), da vi mener, de kan supplere hinanden godt i vores forståelse af sammenhængen mellem udviklingen af krops- og selvfornemmelse. Stern beskriver et nyt syn på spædbarnets psykiske udvikling og Giddens lægger vægt på relationen mellem individ og samfund i et bredere perspektiv.

Vi har valgt også at inddrage Sommer’s (1999) kritik af Stern’s teori, for at se Stern’s relative nye teori med andre øjne og give os selv en balast til at forholde os kritisk til teorien.

Herefter vil vi analysere en casepersons sammenhæng ml. krops- og selvfornemmelse med udgangspunkt i Stern og Giddens.

I diskussionen vil vi komme omkring teoriernes anvendelighed, deres ligheder og forskelle og forsøge at opbygge en model, der illustrerer vores forståelse af sammenhængen mellem udvikling af krops- og selvfornemmelse, som vil danne baggrund for konklusionen.

2.0 Daniel Stern’s teori om udvikling af selvfornemmelser

Som baggrund for vores analyse, har vi valgt at tage udgangspunkt i Daniel Sterns teori om spædbarnets udvikling (Stern, 2000). Vi vil først kort gøre rede for Sterns model og derefter beskrive selvets udvikling fra det non- verbale til det verbale og narrative selv.

Stern beskriver og forklarer barnets udvikling udfra videnskabelige studier og observationer af spædbørn. Han forstår udviklingen som en progressiv proces (fremadskridende i tid), i modsætning til psykoanalysen, der tager udgangspunkt i de voksnes patologiske tilstande, for derefter at beskrive barnets udvikling retrospektivt (Sommer, 1997s.158). Som vi ser det, befinder Stern sig efter paradigmeskiftet (bilag 1) idet, det centrale i hans teori er, at han ser barnet med medfødte kompetencer til at indgå i sociale relationer i konkrete samspilssituationer.

Stern kalder det ”måder-at-være-sammen-med- andre- på” (Stern, 2000 s.12). Stern beskriver sin udviklingsmodel som lagdelt, idet han antager, at hver enkelt opstået selv-fornemmelse ikke forsvinder, men fremmer dannelsen af nye selv-domæner, der alle indgår i et dynamisk samspil med hinanden. Han ser udvikling som et livstema, hvor udviklingsopgaven er at skabe samhørighed til andre mennesker (Stern, 2000 s.14). Dannelsen af de nonverbale fornemmelser af selvet, deler Stern op i tre delvist adskilte oplevelsessystemer, som vi her kort vil beskrive.

2.1. Den emergente fornemmelse af et subjektivt selv

har noget at gøre med den proces, der sker når spædbarnet begynder at organisere sine oplevelser, hvilket bl.a. sker ved hjælp af amodal perception. Kvaliteten af oplevelsen er forbundet med vitalitetsaffekter, der er følelseskvaliteter, som opleves indefra via kroppen og ikke behøver at være bevidste. Vitalitetsaffekterne kan også forstås som kvaliteten af de kategoriale affekter (Stern 2000 s. 99). Stern opfatter vitalitetsaffekterne som ” den kontinuerlige livsmusik” og henviser til Damasio, der sidestiller dem med sit begreb om baggrundsfølelser (Stern, 2000 s.19).

Denne oplevelsesproces kræver et øjeblik af primærbevidsthed. Primærbevidsthed opstår, når spædbarnet oplever en kropslig fornemmelse af sig selv og når bevidstheden er rettet i mod ”noget” (intentional genstand). Den kropslige fornemmelse består både af interne input (f.eks. øget arousal og muskelspænding) og af eksterne input fra kroppen (f.eks. bevægelser og ændret placering i rummet). Når den mentale aktivitet og den kropslige fornemmelse sammenkobles opstår der et ”nu” af primær bevidsthed. Det er det Stern kalder for ”fornemmelsen af et emergent selv” (Stern 2000 s.18-19).

2.2. Kerneselvet

I dette domæne får spædbarnet større kontrol over egne bevægelser og oplever at kunne handle udfra et kerneselv. Fornemmelsen af kerne-selvet deles op i to domæner. Det ene er selv-i-forhold-til-en-anden og det andet er selv-sammen-med-en-anden; disse to domæner beskrives kort i det følgende. Han opstiller tre selv- invarianter, der som helhed danner fornemmelsen af et kerneselv-i-forhold-til-en-anden.

2.2.1. Selvhandlen

Dvs. at have vilje og kontrol over egne handlinger. Det oplever spædbarnet ved at have en følelse af vilje, der går forud for motoriske handlinger, hvilket muliggøres af tilstedeværelsen af ubevidste og bevidste motoriske planer for udførelse af en bevægelse. De motoriske handlinger styres af proprioceptiv feedback, der gør at spædbarnet hele tiden mærker kroppens stilling i forhold til tyngdekraften. Man taler om at spædbarnet har en hukommelse for sin motoriske aktivitet. Spædbarnet oplever muligvis også, at der er en konsekvens af de udførte handlinger, f.eks. at de ser på noget andet, når hovedet drejes.

2.2.2. Selvsammenhæng
 
Dvs. at spædbarnet har en fornemmelse af at være en fysisk helhed med grænser, og at det er herfra handlinger udgår. For at skabe sammenhæng i spædbarnets oplevelser er det vigtigt med rytme, kontinuitet og intensitet i samværet med barnet. Spædbarnet skaber sammenhæng gennem sansninger og perception.

2.2.3. Selvkontinuitet

Dvs. at spædbarnet oplever at vedblive at være den samme på trods af forandringer i samspillet med andre. Stern opstiller tre underkategorier af fornemmelsen af selv-sammen-med-en-anden (Stern 2000, s.24). Den ene er den selv-regulerende-anden, der f.eks. vedrører regulering af tilknytning, arousal og aktivering.

Stern gør brug af nyere opdagelser af ”spejlneuroner” (Stern,2000 s.21) til at forklare, hvordan der kan ske en overlapning af en anden i ens nervesystem, således at der opstår en fornemmelse af selv-i-samklang-med-en-anden, hvilken er den anden underkategori.

Den tredje underkategori handler om selv-i-en-andens-nærvær, hvor bare den fysiske tilstedeværelse af en anden udgør et miljø, der gør, at spædbarnet kan handle og tænke alene og således psykologisk set være alene (Stern, 2000 s. 24).

Kvaliteten af samværet med en anden eller andre danner baggrund for dannelsen af RIG (Repræsentationer af Interaktioner, der er blevet Generaliseret) og kan betegnes som spædbarnets episodiske hukommelse for måder-at-være-sammen-med-andre-på. RIG dannes af de erfaringer spædbarnet gør i almindelige samspilsepisoder og repræsenterer gennemsnittet af flere konkrete oplevelser. De dannede RIG-systemer bærer man med sig gennem hele livet, hvilket vi antager, kan have betydning for den måde man i voksenlivet vil opleve forskellige samspilssituationer.


2.3. Det intersubjektive selv

Stern antager her, at spædbarnet har en erkendelse af, at det kan dele indre subjektive oplevelser med andre og at disse andre kan have en subjektiv oplevelse af det samme, som spædbarnet selv. Derved opstår der mulighed for at dele og være fælles om en oplevelse (intersubjektivitet), hvilket Stern mener, sker omkring 7-9 mdrs. alderen (Stern, 2000 s. 172).

For at kunne indgå i intersubjektive oplevelser, må spædbarnet være i stand til at opleve fælles opmærksomhed, fælles intentioner og kunne indgå i affektiv afstemning. Vi vil her kun beskrive affektiv afstemning.

For at kunne foretage affektiv afstemning må forældrene være i stand til at aflæse barnets følelsesmæssige tilstand, og ikke blot som svar imitere barnets ydre adfærd. I samspillet mellem forældre og barn sker der en matchning af følelsestilstanden på tværs af sansemodaliteterne. Evnen til affektiv afstemning er konstitutionelt bestemt og kan enten være tilstede fra fødslen eller udvikles efterhånden under forudsætning af et intakt centralnervesystem og et stimulerende miljø (Stern,2000 s. 238). Det er derfor vigtigt, at forældrene i samspillet indgår i en affektforstærkende proces, for at barnet kan opbygge evnen til at indgå i socialt samvær.

Selektiv afstemning er en måde, hvorpå forældrenes normer om, hvad der er tilladt, påvirker barnet. Barnet vil få en oplevelse af, at det kun er nogle af de indre oplevelser, der på bekostning af andre oplevelser, opnår accept. Herved kan begyndelsen til dannelse af et ”falsk selv” opstå (et begreb Stern har fra Winnicott) (Stern 2000 s.260.).

2.4. Det verbale selv

Udviklingen af sproget bevirker, at vi kan dele vores bevidste oplevelser med andre, og at vi kan skabe fælles oplevelser af betydning. Man kan dermed sige, at sprogtilegnelsen kan give barnet en oplevelse af at være med i et fællesskab med fælles sprog og kultur.

Men der sker også det, at de interpersonelle oplevelser, der ikke kan verbaliseres, bliver fremmedgjorte, idet det kun vil være de oplevelser, der kan sættes ord på, der bliver opfattet som virkelige. Dvs. at nogle af de fornemmelser, der ligger til grund for en oplevelse, går tabt, når der skal sættes ord på, for at få en fælles betydning af en oplevelse. Stern taler om, at oplevelser på kerne- og det intersubjektive relateringsniveau: ”lever [..] videre under jorden, uverbaliserede, og fører en navnløs [..] men ikke desto mindre virkelig eksistens” (Stern, 2000 s.224).
 
Med sproget får barnet efterhånden mulighed for at fortælle sin egen livshistorie, der skabes i fællesskab med forældrene. Dette kalder Stern den narrative evne (Stern, 2000s.25) – og han anser det narrative selv, som udgangspunkt for en terapeutisk proces.

3.0. Sommers kommentarer til Stern’s teori (L.K.)

Vi er opmærksomme på, at den udgivelse af Stern’s bog, som vi bruger, er udkommet efter Sommer’s [5] kommentarer. I den nye udgave (2000) forholder Stern sig til den generelle kritik af hans teori siden første udgivelse i 1985. Vi har dog medtaget Sommer’s kritik alligevel, da vi mener, han berører områder, som fortsat er vigtige at have med sig, når vi anvender Stern’s teori.

Sommer tager udgangspunkt i paradigmeskiftet indenfor psykologien efter 60’erne (bilag 1). Han mener, vi skal forsøge at forstå menneskets psyke i kulturelle og sociale sammenhænge og samtidig se samfund og kultur som resultater af menneskets måder at tænke og handle på (Sommer,1999, s.15). Han ser Stern’s teori som et overordnet godt forsøg på en sammenhængende teori om det kompetente barn i en udvidet social og kulturel verden (Sommer, 1999, s.152).

I Stern’s forsøg på at gøre op med stadieteorierne ved at benytte et begreb som: livstemaer, forholder Sommer sig dog alligevel kritisk til, hvorvidt modellen fortsat bærer præg af stadietænkning (1999, s.160). Sommer vægter mange gange, at kulturen spiller en for begrænset rolle i Stern’s teori (1999, ibid) og giver udtryk for, at Stern mangler at inddrage tværkulturel og kontekstualistisk forskning (Sommer, 1999, 158). Sommer mener da også, at Stern fejlagtigt beskriver selvfornemmelsen og fornemmelsen af andre som universelle fænomener (Sommer, 1999, s.160).

Sterns teori om barnets selvdannelse må – ifølge Sommer - forstås som værende under stærk indflydelse af det moderne samfunds krav til individet. Altså bliver det en teori om det moderne samfunds barn – ikke universelt gældende; men et vigtigt bidrag for den aktuelle tid og kultur vi lever i (1999, s.175-176). Dette leder os over til at inddrage Anthony Giddens’ (1996) perspektiv på, hvordan vores aktuelle sen-moderne samfund skaber og stiller krav til menneskets selvidentitet.

4.0. Sammenhængen mellem krop og selv i sen-moderniteten

Det vil her være nødvendigt først at forklare, hvordan vi tillader os at inddrage Giddens’ [6] perspektiver, da han ikke arbejder med begreberne selv- og kropsfornemmelse. Giddens forholder sig gennemgående til selvet, men taler om selv-identitet [7]. Vi har her både en ikke-bevidst (praksis) og bevidst (diskursiv og refleksiv) viden om os selv og vores handlinger (Giddens, 1996, s.49-50). Dette kan altså også forstås som en måde at fornemme og forholde sig til sig selv og andre på, som kan sidestilles med vores definition af selvfornemmelse. Giddens påpeger: ”Selvet er naturligvis kropsligt” (1996, s.72). Han taler om, at selvets refleksivitet forlænges til kroppen, hvilket fortrinsvis indebærer bevidsthed om kroppen, men samtidig siger han, at det at opleve kroppen kan give selvet en oplevelse af et hele, så individet kan sige: Det er her jeg bor (Giddens, 1996, s.96). Herved berøres også vores forhold til kroppen på flere forskellige niveauer.

På dette grundlag inddrager vi Giddens i belysningen af vores problemformulering.
 
I sin bog, mener vi Giddens arbejder eklektisk [8], hvor han bl.a. inddrager udviklingspsykologiske teorier, der knytter an til perioden før paradigmeskiftet; f.eks. Freud, Erikson og Winnicot (bilag 1). Samspillet mellem krop og selv vægtes højt i perspektivet på det sen-moderne samfund. Der er tale om et samfund, hvor vi ikke længere har faste traditioner og normer til at guide os i livet. Samtidig er der kolossale mængder af information og viden, som vi skal forholde os til, og det betyder, at vi både står med et væld af muligheder og risikoer (Giddens, 1996, ibid). Centralt for mennesket bliver ”selvets refleksive projekt” (Giddens, 1996, s.14), hvilket vi forstår som en stræben efter refleksivt at bestemme meningen med vores eget livsforløb.

Vi vil her fremdrage de selvidentitetsmekanismer, der knytter an til kroppen.

Forudsætningen for at klare os i det senmoderne samfund er, at vi får opbygget fundamental tillid [9] og en følelse af ontologisk sikkerhed [10], herunder oplevelsen af kontinuitet i forhold til egen selvidentitet. Sidstnævnte skabes ved en ”vedvarende følelse af at være en person i et kontinuerligt selv og en kontinuerlig krop” (Giddens, 1996, s.71). Barnet lærer om sin krop gennem praktisk kontakt med omgivelserne og selvbevidstheden kommer først senere (Giddens, 1996, s.72). Herefter bliver kroppen underlagt vores refleksivitet og behov for kontrol.

Den kropslige selvkontrol indebærer en vedvarende vellykket kontrol med krop og ansigt i alle sociale interaktioner, og skal opretholdes for at vores ontologiske sikkerhed ikke trues (Gidddens, 1996, s.73). Med andre ord, må kropskontrollen være automatiseret for at individet kan opretholde det, Giddens kalder ”beskyttelseshylstret” [11]. Herudover udstiller vi også konstant os selv kropsligt for andre, og der er brug for en kropslig integritet, der dannes ved barnets tidligste erfaringer, og som resulterer i en følelse af, at selvet befinder sig trygt i kroppen (Giddens, 1996, s.74) – hvad vi forstår som et ”embodied” selv. Her opstår så også risikoen for det modsatte; et ”un-embodied” selv; en personlighed med et falsk selv, hvor følelsen af kropslighed og følelsen af at være ”med” forsvinder (Giddens, 1996, s.77). Det kan ske, når vi oplever, at vores fremtræden og optræden i verdenen er påtaget eller falsk (Giddens, 1996, s.75) og at vores selvidentitet ikke afspejles i vores hverdagsrutiner. ”…den handlende krop ophører med at være selvets befordringsmiddel” (Giddens,1996, s.77).

Afslutningsvis kan det fremhæves, at Giddens pointerer, at kroppen ikke bare er noget fysiologisk, men et handlingssystem, som inddrages praktisk i hverdagens interaktioner og er en stor del af en sammenhængende fornemmelse af selvidentitet (1996, s.120).Selvom Stern’s teori handler om barnets udvikling, tillader vi os at bruge den på en case med en voksen person for at se på sammenhænge ml. udvikling af krops- og selvfornemmelse. Stern lægger selv op til dette, da han anvender sin teori på et eksempel med en voksen kvinde i terapi (2000, s.311), hvor han prøver at afdække hvilke selvdomæner, der kan være kompromitteret (2000, s. 312). Giddens’ perspektiv anvendes ud fra den argumentation, at det er en nutidig case med en patient, som er opvokset i det sen-moderne samfund, og for hvem det må være aktuelt at forholde sig til de selvidentitetsmekanismer, som Giddens fremhæver.

5.1. L.S.

Vores case-person er ca. 30 år, arbejder på et advokatkontor, hvor han er sygemeldt fra og er indlagt på psykiatrisk afdeling pga. psykotiske perioder [12] gennem de sidste 3 mdr. Han henvises til fysioterapi med henblik på en kropsundersøgelse. Fra den fysioterapeutiske undersøgelse har vi uddraget patientens egne udtalelser om sit forhold til sin krop. På dette tidspunkt har han – efter eget udsagn – ikke oplevet psykotiske perioder i 14 dage.

Ved optagelse af anamnesen fortæller Torsten at: ”- mit kropssprog virker anderledes på folk, end det er hensigten. F.eks. oplever nogen mig provokerende / vred, selvom mine tanker ikke er sådan.” Vi kan med Giddens sige at Torsten har en bevidsthed om sin krop, hvordan den virker på folk, men at selvet ikke befinder sig i kroppen. Hans kropslige selvkontrol er ikke konstant (hans ontologiske sikkerhed er truet) – hvilket gør det vanskeligt for ham at indgå i sociale interaktioner. Man kan hævde, at han har et ”un-embodied” selv og at kroppen ikke fungerer som ”selvets befordringsmiddel”. Hvis vi ser med Stern’s øjne på Torstens oplevelser kunne det lede tanken hen på det intersubjektive domæne. Der ligger noget subjektivt i, at han er bevidst om sin indre psyke, men han er ikke i stand til at formidle denne følelse rent kropsligt. Han deler ikke folks opfattelse af ham, idet de gør ham til noget han ikke er. Dvs. hans kropslige udtryk er ikke afstemt i forhold til hans egne følelser.

”Jeg opfatter overkroppens forside som min facade udadtil. Jeg tager mig sammen og forsøger at gøre mig større end jeg er”.
Udfra Stern’s teori antager vi, at han arbejder med kerne-selv domænet og sig selv i forhold til andre. Han forsøger gennem den in-variant, der drejer sig om selv-handlen, at få kontrol over egne bevægelser og handlinger. Giddens ville sige, at han har problemer med ”beskyttelseshylsteret”, idet han arbejder med at opbygge beskyttelse (tage sig sammen) for at skærme sig af mod den ydre verden. For at kunne klare verden må han kontrollere kroppen og optræde på en bestemt måde ved at ville være større end han er. Hans optræden og fremtræden i verden kan med Giddens’ ord give ham en mulig oplevelse af et falsk selv. Vi har valgt at inddrage nogle tværfaglige observationer, der viser at: ”Torsten fungerer relativt godt både i selvstændigt arbejde og i gruppesammenhænge – så længe der er faste rammer og aftaler”.

Når Torsten skal opleve sig selv sammen med andre, må han have opbygget så meget kontrol, at han kan fungere i samfundsmæssige sammenhænge. For at han kan håndtere situationen, må han have faste rammer og aftaler. Vi kan antage, at hvad han ikke kan klare på det intersubjektive niveau, har han lettere ved sammen med andre, når man er fælles om noget konkret. Ligeledes kunne vi antage, at Torsten har nogle ressourcer i kategorien selv-i-en-andens-nærvær, hvor bare den fysiske tilstedeværelse af andre udgør et miljø, hvor han kan handle selvstændigt uden at forholde sig til andre. Vi antager, at han også gør brug af sine erfaringer for måder-at-være-sammen-med-andre-på (RIG), der må indeholde oplevelser af, at der skal faste rammer til, for at en samspilssituation skal kunne lykkes.

5.2. L.K.

Under kropsbilledtesten [13] kan Torsten fortælle om mange mærkelige kropsoplevelser fra hans psykotiske perioder; bla at han føler ”kroppen forsvinder 99% af tiden”. Med udgangspunkt i Stern kan vi her forstå Torstens kropsfornemmelser som sammenhængende med problemer på det emergente selv-domæne. Det vil være svært for ham at opleve øjeblikke af ”nu” med primær bevidsthed, da det kræver en fornemmelse af interne input fra kroppen, og når det ikke er tilstede må det også være svært at rette sin bevidsthed mod noget. Det kan også tænkes at have betydning for Stern’s begreb om selvkontinuitet i kerneselvet, hvis ens egen krop forsvinder i samspillet med andre.

I Giddens’ perspektiv vil Torsten heller ikke opleve kontinuitet i forhold til sin egen selvidentitet, da han ikke vil have en vedvarende følelse af at være en person i en kontinuerlig krop, og det vil være udtryk for en tilstand, der kan true den ontologiske sikkerhed. Vi kan også anvende Giddens til at sige, at Torsten’s selv ikke befinder sig trygt i kroppen, og at der er risiko for et un-embodied selv, hvor følelsen af at være med forsvinder. Dette kan bekræftes yderligere af Torsten’s udsagn om, at han også kan opleve ”at befinde sig uden for kroppen”. Udsagnet kan også forstås som hørende til Stern’s begreb om selvsammenhæng i kerneselvet, hvor Torsten måske oplever ikke at være en afgrænset fysisk helhed. Opbygningen af fysisk helhed sker gennem sansning og perception, hvilket ikke opleves som en sikker konstant hos Torsten i de psykotiske perioder.

Han fortæller, at ”det er uhyggeligt, når man bliver styret udefra”. Han mindes åbenbart ikke at have haft vilje og kontrol over egne handlinger / bevægelser, hvilket kan relateres til Stern’s in-variant under kerneselvet, der drejer sig om selvhandlen. Dette kan hænge sammen med, at styringen af de motoriske handlinger kræver en proprioceptiv feedback, som Torsten nok ikke oplever, hvis kroppen forsvinder 99% af tiden.
 
Igen vil Giddens mene, at Torsten’s ontologiske sikkerhed er truet, da han tilsyneladende ikke oplever en vellykket eller automatiseret kropskontrol, hvilket gør det svært at opretholde beskyttelseshylstret (1996, s. 277). I sin nuværende apsykotiske periode kan Torsten ikke knytte kropslige fornemmelser til det at være træt, glad eller ked af det. Han ”mærker ikke noget”. Som vi forstår Stern, kan det enten tænkes, at hans kropslige fornemmelse generelt er så nedsat, at han ikke registrerer den kontinuerlige livsmusik, som er knyttet til vitalitetsaffekterne. Dermed har han heller ikke en emergent fornemmelse af eget selv i sine apsykotiske perioder.

På den anden side kan det tænkes, at han sprogligt kender til de kategoriale affekter som glæde og ked-af-det-hed, men har svært ved at bevidstgøre de nonverbale oplevelser (vitalitetsaffekterne), der knytter an til affekterne og sprogliggøre dem. Da der spørges ind til, hvor Torsten’s ”jeg” er placeret i kroppen, fortæller han, at det er afhængigt af situationen. ”Når jeg går er det i fødderne, når jeg cykler…i benene og lige nu, hvor jeg ligger ned er det i røven”. Det er som om fornemmelsen styres af en primær bevidsthed, som beskrevet på det emergente selvs domæne, hvor han retter sin bevidsthed mod den aktivitet, han er i gang med og registrerer kroppens interne og eksterne input i det aktuelle ”nu”.

Hvis ”jeg” i denne forbindelse kan sidestilles med begrebet ”selv”, kan man med Giddens’ perspektiv sige, at selvet er i kroppen – en vis form for kropslig integritet, men Stern vil nok mene, at det ikke er blevet til en in-variant størrelse, der giver fornemmelsen af et stabilt kerneselv. Torsten’s fornemmelse af sit ”jeg” forandres afhængigt af hans samspil med omgivelserne.

5.2.1. Sammenfatning af analysen (L.K.)

For overskuelighedens skyld vil vi kort forsøge at fremhæve hovedtrækkene i analysen af, hvordan Torsten’s udsagn om hans krop kan sættes i relation til hans selv, når vi anvender Stern og Giddens.
 
Vi kan skelne mellem psykotiske og apsykotiske perioder.

Når han er psykotisk forsvinder kroppen det meste af tiden, han mister kontrollen og oplever også at befinde sig uden for kroppen. Vi har relateret det til Stern’s teori i form af problemer med at opleve øjeblikke af primær bevidsthed på det emergente selvs domæne, samt manglende oplevelse af invarians i kerneselvsdomænet både m.h.t. selvhandlen, selvsammenhæng og selvkontinuitet.

I forhold til Giddens vil vi mene, at Torsten’s vil have det svært med at opretholde beskyttelseshylstret. Der er risiko for et un-embodied selv, og han oplever ikke kontinuitet i forhold til sin egen selvidentitet, hvilket samlet betyder, at den ontologiske sikkerhed er truet.

Når han oplever sig selv apsykotisk, mærker han ikke noget ved forskellige følelsesmæssige stemninger og fornemmelsen af jeg’et i kroppen ændrer sig afhængig af situationen. Kroppen er en facade, hvormed han forsøger at tage sig sammen, og han oplever, at folk misfortolker hans kropssprog. Fungerer dog relativt godt i gruppesammenhænge med faste rammer og aftaler. Når dette forholdes til Stern’s teori, ses det, at han har svært ved at verbalisere vitalitetsaffekterne – de nonverbale oplevelser. Det ser ud til, at han mærker og oplever sig selv i øjeblikke af primær bevidsthed som på det emergente selvs domæne, og han kæmper for at opbygge invarians på de 3 områder i kerneselvet. Han magter at være sammen med andre ved selv-i-en-andens-nærvær, men har problemer på det intersubjektive selvs domæne, hvor han føler sig misforstået.

Vi har set sammenhængen med Giddens’ perspektiv i forhold til, at Torsten prøver at opbygge sit beskyttelseshylster og opnå kropskontrol, hvilket lykkes i en sådan grad, at han magter sociale relationer med faste rammer. Kroppen fungerer dog ikke som selvets befordringsmiddel og der er risiko for et un-embodied og falsk selv.

6.0 Diskussion

For at få en forståelse af sammenhængen mellem udviklingen af krop- og selvfornemmelse har vi analyseret en casepersons kropsfornemmelse med udgangspunkt i Stern’s teori om selvfornemmelser og Giddens’ perspektiv på selvidentitet. I diskussionen vil vi forholde os til teoriernes anvendelighed, deres ligheder og forskelligheder samt opstille en model, for at illustrere vores forståelse af ovenstående sammenhæng.

6.1. Teoriernes anvendelighed

Vi har inddraget Sommer’s kritik af Stern 1991, men idét vi anvender Stern’s udgivelse fra 2000, er der sket nogle ændringer, som gør, at noget af kritikken nu er mindre berettiget. Stern har ændret sin model, hvilket får konsekvenser for kritikken af, at han ikke har løsrevet sig fra stadietænkning. Stern beskriver nu, at selvdomænerne (emergent, kerneselv, kerneselv sammen med andre) ikke længere opstår med en klar tidsmæssig forskydning, men antages at være tilstede fra fødslen, og det ligner mere og mere en lagdelt model. Således har Stern blødt lidt op dét, Sommer kalder en ”periodiseret rangfølge” (Sommer, 1996, s.160). Vi mener dog heller ikke, Sommer kan kalde Stern’s teori for stadietænkning, da selvdomænerne ikke afslutter deres udvikling, men forsætter og udbygges hele livet. Denne tankegang gjorde teorien anvendelig for os i vores caseanalyse, eftersom vi har en forståelse af, at de forskellige selvdomæner kan være mere eller mindre dominerende senere i livet og fortsat kan påvirkes.

Sommer påstår, at Stern fejlagtigt beskriver selvfornemmelsen og fornemmelsen af en anden som universelle fænomener (1999, s.160).

Stern pointerer, at han har fokus på den proces (en sociokulturel kontekstualisering), der former spædbarnets indre verden. Spædbarnet formes af de specifikke ansigtsudtryk, kropsorienteringer, rytme og varighed af handlinger osv., som Stern kalder det menneskelige alfabet. Herudfra kan der laves forskellige sætninger i forskellige kulturer. Det er dette alfabet, han mener er gældende i alle kulturer (2000, s.28-29).

Vi vil dog give Sommer ret i, at Stern’s teori om det kompetente barn og de forskningsresultater han inddrager, må forstås som værende under stærk indflydelse af det moderne samfund.

For at forstå det senmoderne samfunds krav til individet, har vi gjort brug af Giddens’ (1996) perspektiv. Dette har bevirket, at vi ser en gensidig påvirkning mellem forskningstraditioner og det aktuelle samfund vi lever i, således at der opstår en risiko for, at forskningen indordner sig under det, der er anvendeligt i den aktuelle epoke. I dag det kompetente, selvstændige og omstillingsparate menneske.

Det får os til at overveje om Stern’s teori vil være anvendelig om 25 år? Vil den være anvendelig i samarbejdet med en patient fra ikke-demokratiske samfund? Hvilke konsekvenser har det at anvende teorien i forhold til en case, hvor personen grundlæggende ikke kan leve op til samfundets krav? Vi vil kort reflektere over sidstnævnte spørgsmål.

Anvendelsen af Stern’s teori vil ofte kunne resultere i et ret negativt billede af patienten (jævnfør caseanalysen), og det er usikkert, om vi dermed får fat i de mekanismer, der gør, at casepersonen har klaret sig det meste af sit liv uden hjælp i samfundet.

Dét, vi får fat i med Stern’s teori er casepersonens forhold til sig selv og hans nærmeste, hvor vi med Giddens får et bredere syn på casepersonens evne til at klare sig i samfundet. Derfor mener vi, at Giddens er anvendelig til at udfylde det hul, Sommer mener, der er i Stern’s teori mht. den manglende kontekstuelle og kulturelle sammenhæng.

6.2. Ligheder og forskelle mellem Stern og Giddens

Det undrer os, at Giddens (1996) i sit perspektiv på individet i det senmoderne samfund, ikke forholder sig til Stern’s teori (udgivet første gang i 1985) om det kompetente barn.

For os ser det ud til, at han, på den ene side, lægger sig op ad et udviklingssyn efter paradigmeskiftet (bilag 1) ligesom Stern. Det sker, når han taler om hverdagsrutiner og deres følelsesmæssige betydning, der spiller en fundamental rolle i skabelsen af relationer (1996, s.53) og forstår det sådan, at ”barnet arbejder følelsesmæssigt på de relationer, der opretholder den fundamentale tillid, samtidig med at det lærer sig det kognitive arbejde […]” (Giddens, 1996, s.55). Dette, synes vi, ligner Stern’s begreb om spædbarnets dannelse af RIG, og afspejler et udviklingssyn efter paradigmeskiftet, hvor spædbarnet er kompetent, aktiv i egen udvikling og i samspillet med andre.

På den anden side læner Giddens sig hovedsagligt op ad udviklingspsykologiske teorier fra før paradigmeskiftet. Han anvender bl.a. Winnicott (litteratur fra 1965 og 1974) til at se spædbarnet som ”frembragt af det opvækstmiljø, som omsorgspersonen skaber” (Giddens, 1996, s.53) og taler om faser for barnets skørhed og stadier, hvor rutiner tilegnes (1996, s.56). Dette resulterer i et udviklingssyn, der ser barnet som en ”tom tavle”, formet gennem opdragelse og hvor udviklingen foregår i stadier, hvilket ikke stemmer overens med Stern’s udviklingssyn.

Med udgangspunkt i ovenstående diskussion er det uklart for os, hvilket udviklingssyn Giddens repræsenterer, og dermed hvorvidt han ville finde Stern’s teori anvendelig til hans eget formål.

På andre punkter kunne Stern og Giddens også se ud til at snakke om det samme, når vi har fat i sammenhænge mellem krops- og selvfornemmelse. Giddens taler om kropskontrol, kroppens integritet og et kontinuerligt selv i en kontinuerlig krop, som umiddelbart minder om de 3 selv-invarianter (selvhandlen, selvsammenhæng og selvkontinuitet) under Stern’s kerneselv. Vi ser dog grundlæggende en forskel i de 2 syn.

I vores øjne gør Giddens kroppen til et redskab, der skal bruges aktivt for at organisere selvidentiteten og fokuserer på kroppens refleksivitet – den bevidste viden om og anvendelse af kroppen. Det tenderer mod en mere dualistisk opfattelse af krop og sjæl (bevidsthed) adskilt fra hinanden. Det centrale for Giddens bliver selvets refleksive projekt (Giddens, 1996, s.14) – at skabe sig en selvidentitet, så man kan optræde hensigtsmæssigt i samfundets mange forskellige kontekster. Dette har vi illustreret med følgende figur, hvor selvet til dels er i kroppen men skubber den reflekterede krop foran sig ud i omverdenen.

Vi opfatter det sådan, at Stern fokuserer på fornemmelsen af kroppen som en del af selvets udvikling og organisering og dermed oplevelsen (såvel bevidst som ubevidst) af kroppen. Han hælder mere mod en fænomenologisk opfattelse – den levede krop. For Stern handler udviklingsopgaven om at skabe samhørighed til andre mennesker (Stern, 2000 s.14) – de nære relationer. Dette kunne vi illustrere med denne figur, hvor kroppen er i selvet og har et samspil med de nære relationer. Vi står således med 2 forskellige sammenhænge mellem det vi har valgt at kalde krops- og selvfornemmelse. Dette må naturligvis også hænge sammen med deres grundlæggende forskellige syn på mennesket med Giddens’ sociologiske baggrund og Stern’s udviklingspsykologiske.

6.3. Tog-modellen

Vi vil forsøge at illustrere, hvordan vi kan integrere de 2 synspunkter i en samlet forståelse af sammenhængen mellem udvikling af krops- og selvfornemmelse. Som metafor har vi bygget vores model op over et tog, som repræsenterer en dynamisk udvikling – en fremadstræben, hvilket vi synes er kendetegnende for både Giddens og Stern.

Stern’s teori illustreres ved at lokomotivet repræsenterer selvet og hjulene kroppen. Disse er gensidig afhængige af hinanden. Samtidig kan lokomotivet ikke køres helt alene. Der er brug for flere mennesker for at få Stern-toget til at køre godt, hvilket afspejler de nære relationer og stræben efter samhørighed. Stern-toget opbygger sin køreerfaring (RIG) gennem de forskellige ruter, den kommer på og kropshjulene giver en fornemmelse af,om det f.eks. kører jævnt og rytmisk (vitalitetsaffekterne). Stern-toget kan afspejle de problemer, vi ser Torsten generelt har med sin krops- og selvfornemmelse – han mærker ikke noget, har svært ved at skabe sammenhæng og få det til at køre jævnt.

Giddens’ selv er også i lokomotivet, men tanken er, at det kun hviler på ét kropshjul – jævnfør tendensen til en dualistisk tankegang. Balancen opretholdes ved, at Giddens-toget skubber en kropsvogn foran sig ud i mødet med de forskellige byer (kontekster) i det senmoderne samfund. For at få en vellykket ankomst i de forskellige byer, kan selv-lokomotivet vælge, hvilken kropsvogn, den mener, der passer bedst. Faren er, at man vælger en forkert kropsvogn eller én, der – i størrelse – ikke harmonerer med selv-lokomotivet; forstået som en mislykket kropskontrol eller et falsk selv. Dette ser vi hos Torsten, som arbejder på at opbygge en vellykket kontrol udadtil og forsøger at gøre sig større end han er.

Ulempen ved modellen er bl.a., at vi ikke får illustreret Stern’s forskellige selvdomæner og hvordan de er sammenhængende med forskellige kropsfornemmelser fra vores case. Tanken er dog, at selvdomænerne kan være repræsenteret i forskellige dele af lokomotivet, og at vi ønsker at illustrere en overordnet sammenhæng med kropsfornemmelserne. Vi får heller ikke vist den tidsmæssige forskydning i dannelsen af det intersubjektive, verbale og narrative selvdomæne, som Stern lægger op til. I forhold til Giddens’ kan vi kritisere modellen for ikke at vise den kompleksitet, der er i den verden toget kører ud i – det senmoderne samfund. Samtidig kan togsporet opfattes som om, at vejen ud i verden er lagt på forhånd, hvilket ikke er hensigten. Derimod ønsker vi at illustrere, at der er uendelige valgmuligheder. Det ser ellers netop ud til at være en fordel for Torsten, hvis der var faste ruter (RIG) han vidste, han skulle følge.

Vores model giver et forenklet billede af vores opfattelse af Stern og Giddens og sammenhængen mellem krops- og selvfornemmelse. Fordelen er, at vi kan anvende den til at få et overblik over de 2 synspunkter og en se en mulighed for at integrere dem på samme spor. Samtidig synes vi, at toget som metafor kunne give os flere strenge at spille på, når vi skal formidle vores kropslige indgangsvinkel til såvel faglige samarbejdspartnere som patienter / børn. F.eks. at toget godt kan køre uden at selv-lokomotivet er opmærksom på krops-hjulene, men det vil så ikke registrere ujævnheder i sporene, hvor det ville være klogt at sætte farten lidt ned...

7.0. Konklusion
Efter at have anvendt Stern’s teori og Giddens’ perspektiv til at analysere sammenhængen mellem udvikling af krops- og selvfornemmelse i en case, er vi endt op med en tog-model (se ovenfor), som illustrerer vores nuværende forståelse af dette. Vi vil fremhæve, at sammenhængen mellem krops- og selvfornemmelse enten kan have karakter af en indre oplevelse og fornemmelse af selv og krop (Stern), der kan være bevidst eller ubevidst - eller en fortrinsvis bevidst fornemmelse af at kunne anvende kroppen til at kontrollere sin fremtræden med i det senmoderne samfund (Giddens). Forskellen i disse to forståelser bunder nok især i, at Stern arbejder indenfor udviklingspsykologien og Giddens indenfor sociologien. Som vi forstår det, har de dét tilfælles, at de ser udviklingen af sammenhængen mellem krops- og selvfornemmelse som dynamisk og afhængig af samspillet med hhv. de nære relationer og det omgivende samfund.


8.0 Perspektivering
Vi tænker, det er vigtigt at bruge den nye viden, vi tilegner os, til at forholde os kritisk og konstruktivt til vores praksis. For det første kunne vores næste skridt være at efterprøve om vores tog-metafor er anvendelig i tværfaglige sammenhænge omkring patient og barn og om det kunne vække genklang hos patienten. For det andet ville det være interessant at gå i dybden med kropsbilledtesten, for at afdække hvilke områder den egentlig lægger op til at undersøge. For det tredje er vi blevet optaget af, om det egentligt er muligt med vores nuværende undersøgelsesmetoder at undersøge sammenhængen ml. krops- og selvfornemmelse hos børn uden sprog og voksne patienter, der ikke kan sprogliggøre deres indre oplevelser. Vores behandlinger indeholder altid en træning, der – på forskellig refleksionsniveau - lægger op til konkret fornemmelse og perception af sig selv og styring af egen krop. Vi kan nu fremover være mere bevidste om, at det måske er muligt – med en kropslige indgangsvinkel - at fokusere på bestemte områder indenfor udviklingen af selvfornemmelse og selvidentitet. Samtidig er vi blevet bekræftet i, at den relation, vi har med patienten/barnet i den individuelle behandling er af betydning for udviklingen af krops- og selvfornemmelse. Vi kan dog blive bedre til at trække denne behandlingsrelation med ud i den virkelige hverdags kontekster.

Bilag 1

Paradigmeskiftet

Før 60’erne

Efter 60’erne

Teorierne:

Store teorier med generelle principper og lovmæssigheder. F.eks. Freud, Piaget, Erikson

Det abstrakte barn

Små konkret teorier med vægt på kultur og samfund. Dion Sommer.

Det enkelte barn

.

 

Familien:

Familien som primær socialisationsfaktor

 

Daginstitutionerne er blevet en primær socialisationsfaktor på linje med familien. Det er et samspil med flere sociale instanser.

Moderen:

Modercentrisk periode.

Personlighedsdannelsen var afhængig af forholdet mellem mor og barn.

F.eks. Freud, Mahler, Bowlby og Winnicott.

Barnets multipersonelle verden.

Barnet har kompetencer til at leve i en udvidet social verden.

F.eks. Stern.

 

Børnesynet:

Det skrøbelige barn.

”Den tomme tavle”.

Barnet er ikke andet end hvad det modtager!

Gennem opdragelse skal barnet formes!

Bare vi gøder og vander skal det nok gå.

Det kompetente barn.

Barnet kan fra fødslen indgå i sociale relationer.

Barnet er selv aktiv i egen udvikling.

Samspil med andre.

 

 

Udviklingssynet:

”Normal” udvikling foregår i stadier

 

 

Tilegnelse af personlig, social og kulturel kompetence i relationer mellem barnet og andre mennesker.

Samspilserfaringer.

Omgivelserne stiller kompetencekrav, som barnet prøver at opfylde.

 

Undervisningsmateriale udleveret i oktober 2002 af Karen Kyndrup.

Den kursiverede tekst er egne noter skrevet til i undervisningen.

Litteraturliste til Udviklings- og personlighedspsykologi

Obligatorisk:
Bowlby, John: En sikker base: tilknytningsteoriens kliniske anvendelse, København, Det lille Forlag, 1993, Kap 1-3 + 7. (89 sider) Freud, S: Psykoanalysen i grundtræk, København, Det lille Forlag, 1993. (86 sider) Havnesköld, L. og Mothander, P. R.: Udviklingspsykologi: Psykodynamisk teori i et nyt perspektiv. København, Reitzels forlag, 1997 (minus kap. 12). (316 sider) Karterud, S. og Monson, J. (red): Selvpsykologi, København, Hans Reitzel, 2000, kap. 1-4 (135 sider) Stern, Daniel N: Spædbarnets interpersonelle verden, København, Hans Reitzel, 2000, Forord, ny introduktion, kap. 1-8 (226 sider) I alt 852 sider Supplerende:
Giddens, Anthony: Modernitet og selvidentitet, København, Hans Reitzel, 1992 (289 sider) Sommer, Dion: Barndomspsykologi: Udvikling i en forandret verden, København, Hans Reitzel, 1997, introduktion, kap.1 + 6. (55 sider) Stern, Daniel N: Spædbarnets interpersonelle verden, København, Hans Reitzel, 2000. Resten af bogen (137 sider) I alt 481 sider

------------------------------------------------------------
Noter:

[1] Stern er amerikaner, uddannet psykiater og psykoanalytiker. Arbejder ved universitetet i Geneve.
[2] Emergent forstås som : under dannelse, opstående.
[3] Amodal perception: ”at opfatte en information der modtages i en sansemodalitet og på en eller anden måde oversætte den til en anden sansemodalitet” (Stern, 2000, s. 94)
[4] Kategoriale affekter: lykke, sorg, frygt, vrede, afsky, overraskelse og interesse. (Stern,2000s.97)
[5] Dion Sommer er dansk cand. pscyh., lektor i udviklingspsykologi ved Psykologisk Institut, Århus Universitet.
[6] Anthony Giddens er engelsk professor i sociologi.
[7] ”selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi ” (Giddens, 1996, s.68).
[8] ”Samarbejden og udvælgelse af andres forskelligartede synspunkter og resultater til et hele”. Gyldendals Fremmedordbog, 1995.
[9] ”Tillid til andre personers og objektverdenens kontinuitet. Udspringer af spædbarnets tidligste erfaringer” (Giddens, 1996, s.278)
[10] ”At føle sig ontologisk sikker vil sige, at man på et ubevidst plan og et praktisk bevidsthedsniveau har ”svarene” på de fundamentale eksistentielle spørgsmål, som alt menneskeligt liv på en eller anden måde stiller” (Giddens, 1996, s.62)
[11] ”Den beskyttelse, som skærmer mod de potentielle farer fra den ydre verden…” (Giddens, 1996, s.277)
[12] Torsten’s sygdomsbillede klassificeres først under F23 – akutte og forbigående psykoser med vrangforestillinger, hallucinationer og perceptionsforstyrrelser (WHO ICD-10 for klassifikation og diagnostiske kriterier, 2000). Lader sig udskrive inden diagnosen specificeres yderligere.
[13] Et semistruktureret interview om patientens forhold til sin krop udviklet af Berit H. Bunkan (norsk psykomotorisk fysioterapeut) omkring 1980.