Interview med Hans Henrik Kleinert

Hans Henrik, tak fordi du vil deltage. Vi har fem spørgsmål til dig og dine specialistkollegaer. De drejer sig om dit hverdag som psykfys, om dine faglige interesser, om din status som specialist, om fremtiden for specialistordningen og til sidst om fremtiden for psykiatrisk og psykosomatisk fysioterapi.

Hvordan arbejder du som psykfys til dagligt?

Jeg er i egen praksis og arbejder med individuel terapi og grupper. Jeg har lige startet en gruppe omkring 'stemme, krop og terapi' som skal løbe over 4 hele dage i efteråret og det ser jeg meget frem til - det med stemmen er en spændende indfaldsvinkel til arbejdet med kroppen, idet der her er mulighed for at arbejde med det ekspressive, - og de kropslige spændinger og blokeringer der er forbundet med dette.

I næste måned starter jeg sammen med psykoterapeut Kirsten Sylvest Carlsen en kropterapigruppe som skal mødes 6 gange 3 dage frem til næste sommer, - det er anden gang jeg starter sådan et forløb og det er vildt spændende, berørende og udviklende.

Jeg er også i gang med at planlægge en opfølgning på et kropbevidsthedskursus sammen med Åge Rübner Jørgensen. Det forventes at løbe over 3-4 måneder og starte her i efteråret.

Desuden er jeg supervisor - både individuelt og i gruppe. For tiden har jeg sammen med Birgitte Rasmussen et projekt som er støttet af praksisfonden omkring supervision til praktiserende fysioterapeuter.

Hvad optager dig fagligt mest i øjeblikket?

På det teoretiske plan har jeg gennem et stykke tid studeret det polyvagale nervesystem, - også kaldet det 'sociale engagement system', - som er en del af det autonome nervesystem og som er knyttet til social kontakt. Hermed kommer også betydningen af den terapeutiske relation og udviklingen af terapeuten som menneske og terapeut til at være i fokus. Og det at der findes en anatomisk struktur, som er det biologiske, materielle del af det at vi som sociale væsener er afhængige af hinanden, synes jeg er rigtig interessant.

Praktisk er jeg faktisk for tiden meget optaget af supervision som metode til fagudvikling, idet jeg her ser en måde at tydeliggøre at det faktisk i mindst lige så høj grad som metoderne er terapeuten med sin person som har betydning for den terapeutiske proces og effekt.

Klinisk er jeg lige nu involveret i et smerteprojekt på Hans Knudsen Instituttet. Det er et svært klientel med mangeårige kroniske fysiske og psykiske smerter og multiple sociale problemer - og udfordringen er at nå disse mennesker med en indgang som definerer dem som eksperten på deres egen tilstand. Og som den der afgørende kan skabe en forandring.

Hvilken betydning har udnævnelsen til specialist betydet for dig?

Primært har det været en personlig stolthed over den anerkendelse der ligger i at blive udnævnt til en af de første. Derudover endnu ikke så meget - det er stadig en intern titel, som ikke giver hverken forøget status eller honorarer.

Hvilken betydning tror du specialistordningen vil få fremover?

Jeg håber at der vil komme en anerkendelse fra sundhedsstyrelsen i lighed med fx læger og psykologer. Hvis det sker tror jeg at der er åbnet op for at vi som fysioterapeuter kan få øget faglig og politisk indflydelse på udviklingen af sundhedsvæsnet.

Blandt fysioterapeuter vil det måske også betyde en gulerod, som vi på godt og ondt kan stræbe efter.

Hvordan ser du på fremtidens vilkår for psykosomatik/psykiatrisk fysioterapi? Er der noget, vi som fysioterapeuter skal fokusere særligt på?

Det er meget vigtigt at vi udvikler vort speciale med forskning og kvalitetsudvikling - og at vi samtidig holder fast ved den empatiske og intuitive dimension. Faren for hele vort fag ved den tiltagende akademisering er jo netop at vi mister vort grundlag, vor forbindelse til den kliniske hverdag.

Vi er i et sundhedssystem som lægger stigende vægt på evidens - og det er fint, - men det er meget vanskeligt at værdisætte netop det empatiske og intuitive og det relationelle. Så måske er det netop her at vi skal lægge vægten, - langt mere end på metodeudvikling.

Den almindelige main-stream fysioterapi er på vej  ind i et overvejende naturvidenskabeligt menneske- og behandlingssyn. Jeg tror det vil tjene vores del af faget at lægge os op af psykologerne og en humanistisk tilgang til terapi.