Interview med Susanne Sternberg

Susanne, tak fordi du vil deltage. Vi har fem spørgsmål til dig og dine specialistkollegaer. De drejer sig om dit hverdag som psykfys, om dine faglige interesser, om din status som specialist, om fremtiden for specialistordningen og til sidst om fremtiden for psykiatrisk og psykosomatisk fysioterapi.

Hvordan arbejder du som psykfys til dagligt?

Jeg er ansat som overfysioterapeut i Psykiatrien i Nordjyllands Amt. En del af mit arbejde er af administrativ karakter, men det kliniske arbejde er af stor betydning for mig - og fylder da også størstedelen af min daglige arbejdsdag. Derudover har jeg privat praksis, som jeg deler med tre psykolger. Jeg er underviser og vejleder på Videreuddannelsen i Psykisk Helsearbejde, fagspecifik del i fysioterapi i Tromsø, er vejleder for psykiatrisk arbejdende kolleger samt for kolleger, som arbejder med torturoverlevere; holder kurser for fysioterapeuter, holder forelæsninger i specifikke emner med udgangspunkt i min grundlæggende kropsforståelse.

Mit konkrete udgangspunkt er Norsk PsykoMotorisk Fysioterapi (NPMF), hvor symptomer søges forstået i et emotionelt perspektiv. Forståelsesrammen er fænomenologisk flettet ind i sociologi, antropologi og objektrelationsteoreti, hvor væremåder og reaktionsmønstre søges forstået i relationer med andre. Behandlingsprincipperne hviler overordnet på udvikling af kropsligt handlingsrepertoire ved - sammen med patienten i en sideløbende dialog - at skærpe opmærksomheden på hæmmede og hæmmende være- og reaktionsmåder og udforske nye og mere situations-nuancerede.

Der er i NPMF en del specifikke teknikker og greb i forbindelse med eksempelvis indirekte stimulering overfor låst og afklemt respirationen, men man kan langt henad vejen arbejde med væremåder og reaktionsmåder med afsæt i den grundlæggende fysioterapeutiske værktøjskasse.

Hvad optager dig fagligt mest i øjeblikket?

Lægernes - naturvidenskabens - behov for specialer ud fra diagnostiske kriterier optager mig meget. Personligt synes jeg, at det er en farlig kurs - idet mennesket med en lidelse nemt kan falde udenfor synsfeltet til fordel for placering i en diagnose. I den yderste konsekvens risikerer man at diagnosticere/sygeliggøre helt indfølelige reaktioner på eksempelvis vold og overgreb - og det er stigmatiserende og fremmedgørende.

Så kropsforståelse, eksempelvis smerter, som udtryk for tilpasningsvanskeligheder i tilværelsen, er nok dét, som optager mig mest. Ikke mindst hvordan vi som fysioterapeuter får følger af vold synliggjort, såvel den symbolske som konkrete vold.

En anden problemstilling, som til stadighed optager mig er behandling af mennesker med depressive tilstande. De spises ofte af med antidepressiva, og ved første smil udskrives de med recept på videre medicinering i hånden.

Det er ganske tankevækkende i forhold til nyere forskning, hvor der i stigende grad er dokumentation for, at hjernens strukturer ændres som følge af såvel traumatiske sociale erfaringer, vold - emotionelt som fysisk - herunder misbrug. At behandle en lidelse kræver mere end blot konstatering og opretning af diverse ubalancer i de hjernekemiske processer.

Begrebet psykosomatik optager mig også en del - jeg er af den opfattelse, at vi må bort fra dette konstruerede begreb og dermed bort fra forsøget på at samle en dualistisk opfattelse af psyke og soma til en anden dualistisk opfattelse - nemlig begrebet "psykosomatik".

Hvilken betydning har udnævnelsen til specialist betydet for dig?

I bund og grund var muligheden gået helt hen over hovedet på mig; det var Hans Henrik Kleinert, som gjorde mig opmærksom på det, og så tænkte jeg, at det kunne være fint at se, hvor den nedre bundlinie lå. Jeg blev selvfølgelig meget glad, da jeg blev anerkendt. Jeg har i årevis fordybet mig i området af ren og skær interesse, men jeg håber, at Danske Fysioterapeuter vil bruge specialistgodkendelsen til at knæsætte fysioterapeutisk kompetence indenfor psykiatri.

Hvilken betydning tror du specialistordningen vil få fremover?

Med specialistgodkendelsen håber og ønsker jeg, at Danske Fysioterapeuter vil arbejde målrettet på, at vi kan blive formelt godkendt af Sundhedsstyrelsen. Ellers er det jo helt absurd, at man har godkendt en specialistkompetence indenfor det psykiatriske felt.

Det kan forhåbentlig være medvirkende til at knæsætte, at kroppen udtrykker det levede liv og aktuelle livssituation, og at fysioterapeuter naturligvis er vigtige behandlere også indenfor psykiatrien.

Endelig kan der måske også åbnes for, at denne kropsforståelse bliver mere fremherskende generelt - ikke blot i ord, men også i klinisk praksis.

Hvordan ser du på fremtidens vilkår for psykosomatisk/psykiatrisk fysioterapi? Er der noget, vi som fysioterapeuter skal fokusere særligt på?

Jeg mener, at vi som faggruppe bør videreudvikle fagets kerneydelser, fremfor at bevæge os ud i mere eller mindre alternative og psykologiske gader, som alle kan tage en uddannelse i.

Vi bør udvikle, forankre og sprogliggøre vores faglighed, ellers kan vi ende som supportere for andre faggrupper.

Vi bør fokusere på kvalitative beskrivelser/projekter/forskning og ikke ligge under for, at almen gyldige problemstilinger først får værdi, når der er naturvidenskabeligtbevis.

Som faggruppe har vi, med udgangspunkt i grunduddannelsen, helt specielle og specifikke muligheder for at forstå problemstillinger, som knytter sig til kropen, som ingen andre faggrupper er i besiddelse af! Det er derfor vigtigt, at vi formår at sprogliggøre os, fagligt og specifikt, som unik faggruppe - ikke som support til hverken læger, psykologer eller psykoterapeuter; vi må og skal være bevidste om at kunne beskrive vores faglighed i jordnære termer, forankret i vores kerneydelser. Jeg tror på, at der hér ligger potentialer for fremtidige specialister indenfor "psykiatrisk og psykosomatisk fysioterapi" som forhåbentlig med tiden får en mindre dualistisk betegnelse.