Læs mere om det nye nationale tiltag mod stigmatisering af psykisk sygdom.
Et nationalt projekt, der har til formål at bekæmpe stigmatisering af psykisk sygdom er under etablering. Bag projektet står Danske Regioner, regionerne, Det sociale Netværk, Psykiatrifonden, Trygfonden, Kommunernes Landsforening, Socialministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Projektet er foreløbig planlagt til at skulle vare i 5 år.
Der nedsat en styregruppe og en faglig følgegruppe, og et sekretariat er under etablering med placering i Komiteen for Sundhedsoplysning. En overordnet national kampagne er desuden ved at blive planlagt til at kunne gå i luften i april/maj 2011, og der planlægges i de kommende måneder etablering af regionale og lokale grupper til at initiere og gennemføre lokale indsatser.
Baggrunden for at iværksætte en landsdækkende indsats er behovet for at øge danskernes viden om og forståelse for mennesker med psykisk sygdom. Her kommer et uddrag af projektbeskrivelsen:
”Hver anden familie i Danmark har psykisk sygdom tæt inde på livet. Omkring hver femte dansker vil i løbet af sit liv opleve at have en psykisk lidelse – spændende fra en mild depression til svære psykotiske lidelser. Alligevel er psykisk sygdom ikke noget vi kan tale om.
Fordomme, tabuer og uvidenhed, når det gælder psykisk sygdom, er et problem for de mennesker, der lider af en psykisk lidelse, deres pårørende og psykiatrien. Skønt der tales meget om at ligestille somatisk og psykiatriske lidelser, er der stadig langt igen.
Stigmatisering medvirker til social eksklusion og har konsekvenser for tilknytningen til arbejdsmarkedet og for tidlig opsporing og behandling, fordi man undlader at søge behandling. Stigmatiseringen opleves af alle brugere og pårørende, men der vil være nogle befolkningsgrupper, der rammes særlig hårdt.
Stigmatisering er et problem for hele samfundet, ikke kun borgere, der lider af psykisk sygdom og deres pårørende. Psykisk sygdom skønnes at koste samfundet mere end 55 mia. kr. årligt, hvoraf de direkte omkostninger kun udgør 10%. Hovedparten af omkostningerne skyldes førtidspensionering, langvarigt sygefravær og nedsat individuel produktivitet. Hertil kommer, at psykiske lidelser samtidig medfører betydelige personlige konsekvenser i form af lidelser, nedsat livskvalitet samt nedsat funktions-og arbejdsevne. Der er således også udfra et samfundsøkonomisk perspektiv brug for, at vi bliver bedre til at forebygge, opspore og behandle psykiske lidelser og fastholde mennesker med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet”.
Danske Regioner tog i starten af 2010 initiativ til at få udarbejdet en kortlægning af stigmatisering.
Tanken var, at undersøgelsens resultater bl.a. skulle danne grundlag for en fælles landsdækkende indsats mod stigmatisering af psykisk lidelse. Rapporten kan downloades på: http://regioner.dk/aktuelt/arrangementer/afholdte+arrangementer
Et andet initiativ i forbindelse med indsatsen er et idéseminar, afholdt den 11. januar 2011, hvor Danske Fysioterapeuter var inviteret til at deltage sammen med en række organisationer. Formålet var at drøfte og konkretisere ideer til den kommende indsats.
Jeg deltog i idéseminariet for DF som repræsentant for Fagforum for Psykiatrisk og Psykosomatisk Fysioterapi.
På idèseminariet tog vi udgangspunkt i nedenstående definition af stigma:
”Stigma betyder miskrediterende særtræk. Stigmatisering rammer mange grupper i samfundet, der på en eller anden måde skiller sig ud fra normer eller et ideal om det velfungerende menneske. Der er stigma forbundet med f.eks. homoseksualitet, visse former for etnicitet, alderdom, handicap, somatisk lidelse, som f.eks. kræft, og altså også med psykisk lidelse. Stigmaet opstår, når et menneske med eksempelvis en psykisk lidelse tilskrives negative egenskaber. Det kan være bestemte negative egenskaber (farlig, utilregnelig), men det kan også beskrives som, at den stigmatiseredes personlighed fortaber sig bag et tåget slør. At bære stigma betyder, at den pågældende person reduceres til at være indbegrebet af sit stigma, dvs. at andre mennesker ser stigmaet – ikke personen”.
Vi arbejdede i arbejdsgrupper udfra følgende temaer:
· Afstigmatisering hos patienter/pårørende
· Afstigmatisering hos sundhedspersonale/socialpsykiatrien
· Afstigmatisering hos unge
· Afstigmatisering hos arbejdsgivere og kollegaer
· Afstigmatisering i medierne og i det offentlige rum
Du kan læse mere om hele projektet her
Lotte Lenike, Ledende Terapeut
Psykiatrisk Center Frederiksberg
Redigeret af : Hans Stryger, 21.01.2011
Til top